Vil du gerne spise GMO-mad?

Vil du gerne spise GMO-mad?

Den 5. juli 2023 fremlagde Europa-Kommissionen et lovforslag om at ændre den gældende
GMO-lovgivning, således at landbruget og fødevareindustrien kan bruge nye GMO-metoder på
linje med ikke-GMO-metoder, således at det ikke længere skal testes og mærkes som GMO’er,
før det sælges på det europæiske marked. Du vil dermed som forbruger ikke ud fra varens etiket
eller på anden måde, kunne se på varen, om det er GMO-mad, og det vil ikke være muligt at
undgå at GMO’er spreder sig i naturen.

Grøn Hverdag beder om din hjælp til at Danmark ikke skal acceptere
EU-Kommissionens forslag om at deregulere de nye GMO’er, ved at skrive under på vores
underskriftsindsamling, samt din hjælp til at dele budskabet om vores kampagne i dine netværk.
Vær med til at sprede budskabet om, at vi i Europa er ved at miste retten til GMO-fri mad, og at
vores samfund ikke længere kan blive garanteret, at genetisk modificerede organismer bliver
spredt – og dermed forurener vores natur. Vi beder dig skrive under på underskriftsindsamlingen
til det danske folketing og regeringen her: https://noah.dk/gmofrimad

Organisationer i kampagnen:
Miljøbevægelsen NOAH
Landsforeningen Praktisk Økologi
Landsforeningen Grøn Hverdag
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug
Corporate Europe Observatory
Frie Bønder Levende Land
Frøsamlerne
Permakultur Danmark
Dansk Vegetarisk Forening
Demeterforbundet i Danmark
Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur

Baggrund:
Forslaget er fremsat af Europa-Kommissionen, som efter lang tids pres fra agro- og
bioteknologiindustrien har besluttet at betragte de nye GMO-metoder som naturens egne
biologiske processer eller som de konventionelle forædlingsmetoder. Kommissionen mener ikke,
at vi længere behøver at være forsigtige i forhold til spredningsrisici i naturen og virkninger på
biodiversiteten og vores sundhed.

De nye GMO-metoder, ofte kaldet genredigering og CRISPR, kan dog skabe omfattende
ændringer i planternes gener. De nye metoder er meget mere indgribende i cellen end naturlige
processer eller ved konventionel forædling. Det er ikke bare et lille præcist klip med en
‘gensaks’, som GMO-fortalere ofte hævder. De nye metoder kan skabe ændringer i plantegener,
som man ikke kan skabe på de måder med de nuværende forædlingsmetoder. Derfor er
risikovurdering, gennemsigtighed, sporbarhed og mærkning stadig nødvendig for den nye
generation af GMO’er.